Fandom er en betegnelse for en gruppe af mennesker der er meget optaget af en bestemt ting: i dette her tilfælde science fiction og lignende genrer. Min gode ven Rasmus Wichmann spørger inde på Litteratursiden om fandom er godt for os? Eller rettere: Er det godt for de medlemmer af fandom der gerne vil være “rigtige” forfattere og ikke bare “amatørforfattere”?
Den amerikanske udgave af science fiction-fandom opstod i 1930’erne, og spredte sig siden til mange andre lande (opstod muligvis mere eller mindre uafhængigt flere steder). En af de ting der karakteriserede den lige fra starten var at både læsere, forfattere og kritikere deltog i fandom. Ofte var forfatterne fans før de blev forfattere. I fandom-fællesskabet læste man science fiction, skrev science fiction, skrev om science fiction og ikke mindst diskuterede man science fiction.
I modsætning hertil kan man tage hvordan det oftest fungerer for fans, forfattere og kritikere i almindelighed: Man kan være fan af en eller flere flere forfattere, være medlem af vedkommende forfatter(e)s fanklub(ber) og møde dem på bogfestivaler – i et halvt minut efter at have stået i kø sammen med de andre fans. Kritikere er derimod højt hævet over det at være fan af noget og skriver deres anmeldelser i acvisen, som man kan være enig eller uenig i, men sjældent diskutere med dem. Lidt karrikeret, men i store træk mener jeg det er sådan det oftest fungerer.
I Danmark har vi kun en ganske svag tradition for at have en science fiction-fandom som beskrevet ovenfor. Forfatterene er næsten alle nogle der enten kommer hertil fra udlandet til festivaler eller nogle der normalt ikke skriver i genrerne, men bliver inviteret til en festival i anldning af f.eks. en enlig science fiction-roman. De eneste forfattere som deltager i fandom er typisk nogle som skriver en enkelt novelle af og til, og ikke har specielt store ambitioner som forfattere.
Det vil sige, sådan har det været hidtil. Men mange af de forfattere som i en eller anden forstand er med i fandom, er nu enormt produktive og ambitiøse, og enkelte er endda kommet så vidt at det ikke er usandsynligt at de om nogle år er brudt igennem til de store forlag. Kritik af værkerne har altid været der i Danmark, selv om den måske i perioder har kørt på vågeblus. Men noget er der sket: Der er indstiftet flere priser, som kan give anledning til diskussioner, der er kommet nye blogs, podcasts og magasiner, og der er adskillige festivaler hvor der diskuteres, men ikke mindst gives stof til ydeligere diskussioner. Det vil sige, at vi meget vel kan ende med om nogle år at have en fandom her i Danmark, der følger det amerikanske forbillede.
Spørgsmålet (som Wichmann rejste) er da om det er godt eller skidt? På minussiden står at forfattere, kritikere og læsere kommer til at indgå i et lukket kredsløb, hvor man hhv. skriver dårligt og roser dårlige tekster, fordi man ikke ved hvor dårlige de er, og hvor ingen udefra kunne finde på at læse disse makværker. For at undgå det, er det meget vigtigt at have en seriøs kritik, der er så objektiv som muligt og ikke mindst at fandom accepterer at der er sådan en kritik. Generelt er det sådan i de andre lande hvor jeg er stødt på fandom. Man har en lang række gode kritikere, som bestemt ikke er rygklappere, og er velbevandrede i al slags litteratur, ikke kun de genrer de er fans af. Er det der vi er i Danmark? Nej, nok ikke, vi er glade for tekster der er på det niveau som danske forfattere nu en gang kan præstere der hvor de er, og roser dem for det. Men der er faktisk også tekster som fortjener ros, ud fra mere objektive kriterer. Og jeg er ganske overbevist om at efterhånden som niveauet stiger, vil kritikerne skrue op for kritikken.
Den positive effekt på forfattere af at være med i fandom, er at man er en del af et fælleskab, hvor alle holder meget af det forfatterne laver, uanset om de selv er forfattere eller ej. Fandom kan støtte og hjælpe forfattere, der uden fandom ikke ville have denne fanklub af hjælpsomme mennesker, og fandom er et miljø hvor man kan diskutere både de færdige tekster og processen fra ide til færdig tekst.
For mig opvejer fordelene langt ulemperne. Science fiction som genre i de engelsksprogede lande har udviklet sig meget siden 1930’erne. Først i 1940’erne og 1950’erne, hvor science fiction gjorde sig fri af pulpmagasinernes stereotype fortællemåder, dernæst med New Wave i 1960’erne og 1970’erne hvor rumskibe og aliens måtte vige for sprog og personer, fulgt af cyberpunkens sammensmeltning af mennesker og teknologi i 1980’erne, de genopfundne rumskibe i 1990’erne og slipstreams nedbrydning af grænsen til mainstream i 00’erne. Om det er på grund af fandom, er svært at sige, men det at genren konstant udviklier og fornyer sig, er det bedste bevis på at fandom i hvert fald ikke har gjort genren til noget der kun lever i lukket kredsløb mellem indforståede forfattere og læsere. Den gruppe af fans der lige nu forsøger at trække genren i retning af nostalgi efter “gammeldags” science fiction, er faktisk ikke en del af kernen i fandom, men en mindre gruppe, der bare forstår at råbe meget højt.
Sært nok er fandom på mange måder meget dansk. Man hygger sig sammen, i stedet for at være til meget formelle fester. Alle er mere eller mindre lige i fandom, men selvfølgelig er der forskel på folk. Jeg kan huske Worldcon fra sidste år, hvor en forfatter i sin takketale for en pris sagde at man kunne komme hen til ham bagefter og høre resten af den historie han fortalte. Opstemt af den glimrende øl i baren, lykkedes mig at fornærme ham ved at komme hen til hans bord og tiltale ham som om han faktisk havde ment at hvem som helst bare kunne komme hen og tale med ham. Der er usynlige grænser, præcis som der er i vores ellers meget lige samfund her i Danmark. På festivaler er der dem som man inviterer til at være æresgæster, i næste lag dem der kan blive inviteret til at deltage i paneldebatter m.m. og så er der alle de andre. Men der er ingen fysisk eller formel opdeling.
Om fandom i Danmark vil udvikle sig til et kreativt miljø for læsere og forfattere af enhver slags, med det til fælles at de holder af science fiction og de andre fantasiske genrer, er ikke givet. Vi er ikke noget særligt stort land. Men som en eller anden sagde for nyligt, så må vi også kunne, hvis de kan i Skotland, der befolkningsmæssigt er på størrelse med Danmark. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal organiseres festivaler, udgives bøger og magasiner, holdes møder og foredrag, laves blogs og podcasts og så videre. Alternativet er at overlade arrangementerne til kommercielle foretagender der vil sælge bøger, som meget sjældent er science fiction, at lade forlagene bestemme hvad der skal udgives (næppe science fiction) og i det hele taget lade science fiction være noget man importerer fra udlandet. Så kan de glade amatører lægge deres fanfiction-noveller op på nettet og drømme om at rejse udenlands og blive berømt eller med tiden finde ud af at de må droppe det der science fiction-pjat, hvis de vil være forfattere. (Jeg skriver “science fiction” her, men kunne næsten lige så godt have skrevet “horror” eller “fantasy”, der er delvist sammensmeltet med science fiction-fandom).
Mine personlige erfaringer med “fælles fodslaw” under “fælles slogans”, hidrører fra en fortid som aktiv i politik, og et langt arbejdsliv indenfor “den sociale sektor”. Og det er da meget muligt den er gal med mig, men jeg har ofte følt at der var et sekterisk kerne-segment man (jeg) skulle gøre sig fortjent til at blive en del af. Ellers kunne man fortsætte med at være “parti-soldat” eller “gulv-akrobat”.
Jeg kan derfor ikke befri mig fra den tanke (følelse?), at også en fan-bevægelse har sine cæsarer, sine prætorianere og sine legionærer. Og den slags peger på hierakier – dermed rygklapperi, i de højere eskaloner. Dersom vi taler “organiseret fandom”, og folk med en ubændig trang til at definere retningen for hvad der skal betegnes “rigtigt” eller “forkert”; hvilket efter min sølle mening leder lige i armene på de merbemeldte “sørgelige hundehvalpe”.
Min viden om dansk SF-fandom kan ligge på et yderst diskret sted, for så vidt som at min “insider-viden” er begrænset til hvad jeg har læst om samme.
Men jeg samtidig en stor SF-fan, og blander mig (forhåbentligt frodigt) på diverse genre-relaterede blogs, netop med det formål at fremme det kreative – i mit tilfælde er bidragene måske mere i den genre-historiske og/eller kontrapunktisk/faktuelle end af spektret. Og bortset fra, at det fornøjer mig vældigt, så tror jeg da på out-put’ets værdi. Ellers ville jeg nok ikke gøre det.
Hvis det drejede sig om fodbold-fanklubber eller musik-fanklubber, så er vi fælles om en hyldest af noget specifikt andet, end os selv (selvom ham eller hende, der har Donnie Osmonds autograf muligvis vil blive inviteret til en lille tale om “hvordan var det så?”). Men taler vi de fantastiske genrer er det min overbevisning, at alle fan(ed)s deltager, i et eller andet omfang. Og det gør det til et kreativt “fællesskab”. Citationstegn, fordi gamers måske ikke samtidigt er trekkies.
Derfor synes jeg heller ikke det er specielt konstruktivt – eller kreativt – at udsondre hvem der gør ret og hvem der fejl – jo, det kan sagtens diskuteres, bevares, men fandom er måske både rygklappri (the in-crowd) og kreativt fællesskab – de der har en anden tilgang.
Personligt gider jeg ikke klappe rygge. Det må være alt rigeligt, at sige: – det var fandme godt det dér! Og det skal man til gengæld huske, at gøre, for med mindre jeg skulle være anderledes angestellt end alle mulige andre, så fremmer lige præcis det lysten til at fortsætte.
Intern splid i en hvilken somhelst “sub-kultur” udspringer oftest af behov for egoboo, der svarer til den berygtede udtalelse om at “klassekampen er forbi!” – såhe? Siger hvem? Og hvem vandt, så?
Det er hovedsageligt Rasmus Wichmann og Jonas Wilman der har været efter dansk fandom for at være for indspiste. Jeg er ikke enig i alt hvad de siger, men jeg synes det er meget værdifuldt generelt at have kritik af grupper af mennesker, der jo har det med at låse sig fast i dogmer og fordomme, og i særdeleshed må jeg bundre Wichmann og Wilman for at de bliver ved, selv om vi ofte skyder på budbringerne. Jeg tror ikke jeg er så uenig med W+W om hvordan tingene fungerer nu. Det handler mere om hvor vi er på vej hen. Jeg ser det der er sket med forfatterspirer og mikroforlag indenfor dansk fantastik som en lang udvikling, der slet ikke er slut endnu. W+W ser det nok mere som noget der er stagneret. Det er det gamle problem med at hvis man ser en kurve, hvordan fortsætter den så? Når boligpriserne f.eks. stiger og stiger, er de så stadig på vej op, eller er boblen ved at briste? Det samme med dansk fandom: Er vi en boble eller sund udvikling i retning af en større fandom og mange mere eller mindre professionelle forfattere der skriver fantastik og er udsprunget af fandom?